mtb

Vedtægter

Vedtægter for Holstebro Cykle Club

Vedtægter for Holstebro Cykle Club af 1960

§1
Klubbens navn er: ”Holstebro Cykle Club af 1960”, der kan forkortes til HCC af 1960.

§2 – Formål
Klubbens formål er at fremme interessen for og kendskab til cykelsporten i og omkring Holstebro med opland, dels på konkurrenceniveau og dels på motionsniveau. Dette kan bl.a. ske ved afholdelse af landevejsløb, fællestræning og andre arrangementer, med udgangspunkt i medlemmernes engagement og medansvar, samt ved at vedligeholde forbindelsen til medlemmerne f.eks. ved udgivelse af et klubblad.

§3 – Medlemskab
Som medlem af Holstebro Cykle Club kan optages enhver, der henvender sig til bestyrelsen, der kun kan nægtes optagelse, hvis et simpelt flertal af bestyrelsens medlemmer stemmer imod.
I tilfælde af nægtelse af optagelse i Cykleklubben skal spørgsmålet forelægges ved den følgende generalforsamling, dersom den pågældende måtte ønske dette.

§4 – Tilhørsforhold
Klubben er hjemmehørende i Holstebro kommune i egne, lejede eller lånte lokaler.

§ 5 – Bestyrelsen
Klubben ledes af en bestyrelse bestående af 5-7 medlemmer. Formanden og kassereren, som vælges særskilt på generalforsamlingen, samt herudover yderligere 3-5 medlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen. Ved kampvalg skal valget ske ved skriftlig afstemning.
Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med hensyn til næstformand og sekretær. Bestyrelsen kan udpege råd og udvalg, hvis formand kan udpege det nødvendige antal medlemmer til hjælp. Bestyrelsen kan udpege det nødvendige antal medlemmer til hjælp.
Bestyrelsen fastsætter samtlige råd og udvalgs virkemåde.
Valg af bestyrelsen gælder for 2 år ad gangen, med nedenstående begrænsninger.
Formanden skal på valg på lige årstal og kassereren på ulige årstal. Dette kan medføre, at disse i nogle tilfælde er på valg, selvom de ikke har siddet i hele den normale valgperiode.
Viser det sig ved et bestyrelsesvalg, at flere end 4 skal vælges, de overskydende for kun 1 år – mindst stemmetal giver kortest periode.
På generalforsamlingen vælges desuden 1. og 2. suppleant til bestyrelsen. Valget gælder for et år ad gangen, dog skal en suppleant, der indtræder i bestyrelsen, først på valg på det tidspunkt, hvor det bestyrelsesmedlem han afløser, skulle på valg.
Bestyrelsesmøder skal afholdes når formanden, eller et bestyrelsesmedlem skriftligt anmoder formanden om et møde, med angivelse af grunden til dette. Mødet er beslutningsdygtigt når 4 af medlemmerne er til stede, og indkaldelse af alle har fundet sted. Ved stemmelighed er formandens og i hans fravær næstformandens stemme afgørende.
Der laves referat af generalforsamlingen og alle bestyrelsesmøder

§6 – Regnskab
Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december
Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af klubbens revisor, der ikke samtidig må være medlem af bestyrelsen.
Revisoren vælges på den ordinære generalforsamling og vælges for 1 år ad gangen.

§7
Foreningens formue anbringes i et lokalt pengeinstitut til bedst mulige rente.

§ 8 – Generalforsamling
Den ordinære generalforsamling afholdes i marts måned.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 2/3 af medlemmerne med skriftlig angivelse af dagsordenen forlanger det, i sidste tilfælde senest til månedsdagen efter begæringsmodtagelse.
Generalforsamlingen indkaldes elektronisk eller skriftligt med angivelse af dagsordenen til medlemmerne med mindst 30 dages varsel for en ordinær og 14 dages varsel for en ekstraordinær generalforsamling.

§9
Generalforsamlingen er i alle klubbens anliggender foreningens øverste myndighed inden for de af lovene fastsatte grænser.

§10
Indkaldelse af generalforsamling skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der afgår i henhold til lovene, hvilke der er villige til at modtage genvalg, samt hvilke af klubbens medlemmer bestyrelsen foreslår nyvalgt.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.
På den ordinære generalforsamling fremlægges til godkendelse det reviderede regnskab, der mindst 8 dage før generalforsamlingen skal være tilgængeligt for medlemmerne på en i indkaldelsen nærmere angivet måde. Evt. forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Dagsorden iflg. vedtægterne ser ud som følger:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Gennemgang af regnskab og vedtagelse af budget
4. Valg af bestyrelse, revisor samt bestyrelses- og revisorsuppleanter
5. Medlemmernes fremkomne forslag
6. Eventuelt
Afstemning kan kun finde sted om de på dagsordenen opførte forhandlingspunkter samt ændringsforslag til disse.
For at myndige medlemmer kan stemme på generalforsamlingen kræves personlig fremmøde, og der kan således ikke stemmes via fuldmagt.
Medlemmer, som ikke er myndige, kan stemme via repræsentation af en forælder eller en udpeget værge. Forælderen eller den udpegede værge skal være fremmødt personligt, og der kan således ikke stemmes via fuldmagt.
Ved afstemning gælder simpelt stemmeflertal dog jvf. nedenfor. For at være stemmeberettiget på generalforsamlingen skal man have været medlem i mindst 1 måned.
Der tilkommer hvert medlem 1 stemme.

§11 – Vedtægtsændringer
Til ændring af nærværende vedtægter kræves vedtagelse på generalforsamlingen med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§12 – Opløsning
Såfremt generalforsamlingen bestemmer, at klubben skal opløses, skal klubbens midler – efter alle kreditorer er betalt, og senest et halvt år efter at opløsningen er vedtaget på generalforsamlingen, deponeres hos Holstebro Idrætsråd i en periode på 5 år, idet midlerne i et givent tilfælde kan udbetales til en nyoprettet cykleklub. Er dette ikke sket efter 5 års forløb regnet fra midlernes indbetaling til Holstebro Idrætsråd, tilfalder disse Holstebro Idrætsråd.
Opløsningen skal vedtages på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.


§ 13 – Tegning og hæftelsesforhold
Klubben forpligtes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene skal være formanden.
Bestyrelsen kan give kassereren fuldmagt til at foretage ind- og udbetalinger.
Klubben hæfter kun overfor kreditorer med klubbens til enhver tid hørende formue. Der påhviler således ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§14
Såfremt et medlem er i restance med medlemskontingent i mere end 2 måneder medfører dette automatisk, at vedkommende bliver slettet som medlem af klubben. Optagelse kan kun ske ved betaling af den til enhver tid skyldige restance.

§ 15
Alle medlemmer, der dyrker cykling på konkurrenceniveau, er underkastet DCU´s love og vedtægter, og er pligtige til at deltage i alle HCC af 1960’s arrangementer, idet bestyrelsen dog kan dispensere herfra.

§ 16 – Karantæne og suspension
Medlemmer, der udviser usportslig optræden under løb overfor officials såvel som overfor konkurrenter, kan af bestyrelsen idømmes op til 1 års karantæne, og i særligt graverende tilfælde ekskluderes. Vedkommende har dog ret til at få indbragt beslutningen på en ekstraordinær generalforsamling. Hvis et medlem idømmes karantæne, er han udelukket fra at deltage i HCC af 1960’s møder og sammenkomster.

Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 30/10-1985 og senest ændret den 24/10-2022